VINTER

Træerne er golde. De har smidt deres blade, og efterårsblæsten har revet de døde grene af. Det er tid til at gå i hi og lade det, der skal dø i dit liv, dø. Giv slip. Du er på vej ind i puppen, så pak dig godt ind.

Du kan ikke ændre på, hvad der er sket, men du kan gøre, hvad du kan for at sikre, at du lærer af det. Drag visdom af det.

Her om vinteren kommer vi helt ned i mørket, og vi er ekstremt påvirkede af det manglende lys. Det er ikke tilfældigt, at der er lys på gader og stræder – vi har brug for lyset for at komme igennem denne tid. Men vi har også brug for mørket. I naturen er mørket død, det er råddenskab, men det er også her, det nye fødes. Derfor er vinteren, og særligt vintersolhvervet, den bedste tid til at give slip på ting.

Det handler om at sætte farten ned og tage mørket til os på en kærlig og omsorgsfuld måde.

Læser du med her, er du formodentlig vokset op i en kristen kultur, og især den skandinaviske retning er lysorienteret. Gud startede verden med at sige: “Lad der blive lys.” Vores kirker er alle østvendte, mod solen, der står op. De døde begraves med fødderne mod øst, så de, hvis de vågner, vil se solen, når de rejser sig. Vi fejrer de gode energier og siger: “Hun har et lyst sind.” Denne tilgang har forplantet sig som en frygt for mørket. Når det dukker op, driver vi det hurtigt på porten. Lyset er det gode, mørket er det onde. Men naturen ved, at mørket er nødvendigt for livets fortsættelse. Det er en del af cyklussen. I naturen findes der ikke godt eller dårligt – der er bare væren.

I mange traditioner fejrer man dæmoner og monstre: Krampus, Belsnickel, Frau Perchta i Tyskland, Grýla på Island og mange andre. På trods af deres skræmmende karakter og til tider obskure hensigter kan vi se dette som en invitation til at se på vores indre dæmoner og tage dem ved hornene. Integrere dem. Hilse på dem. Fordi livet er ikke bare solskin og healing. Heldigvis er der gode kræfter der er begyndt at velkomne dette, og der arrangeres Julebuk optog og mange af vores hengangne traditioner er ved at blive genoptaget (se dette link for mere information).

I mørket skræller vi alt det af, vi ikke længere har brug for. Det er en god tid til at skille sig af med ting. Ryd op, gør rent, smid ud, sælg eller giv ting væk, som du ikke længere bruger. Det, vi ikke bruger længere, tynger os, og ved at rydde op og skille os af med ting kan vi afspejle vores indre liv i vores ydre. Giv slip.

Forrige
Forrige

AT RENSE HJEM & TING

Næste
Næste

VINTERSOLHVERV